Seedy Toe

Denne tilstand er kendt under mange forskellige navne: White Line Disease, Hoof Rot, Hollow Hoof Wall og også Onycholysis, der er den humane tilstand med løsning af neglen fra sit underlag. Også hos heste, geder, kreaturer og svin ses tilstanden.
Der er stor debat om årsagen til tilstanden. Gær, svampe og bakterier er blevet påvist fra læsionerne i den hvide linie. Der stilles også spørgsmål om den hvide linie er involveret primært eller sekundært, og om det er en ærob eller anærob infektion. Det står dog fast, at der er visse tilstande der kan fremme Seedy Toe.

A. Fremmer Seedy Toe B. Hæmmer Seedy Toe

1. anærobe forhold (ingen ilt)
2. våde forhold 2. tørre forhold
3. blød bund 3. hård bund
4. snavsede mudrede hove 4. rene hove
5. dybe kløfter ved strålen, lang hov bagtil 5. flade kløfter ved strålen, kort hov bagtil
6. usund sål og stråle – giver dårlig blodforsyning 6. Sund sål og stråle giver god

blodforsyning
7. forsømmelse – underernæring o.s.v. 7. desinficerende midler
8. mangel på motion – giver også dårlig 8. motion – forøger blodforsyningen
blodforsyning
9. genetisk dårlig hornkvalitet

Sandsynligvis er det et sammenspil mellem en eller flere af disse årsager, der hos det enkelte individ fremmer Seedy Toe. Det er jo ikke sådan, at på en våd sommer har alle æsler Seedy Toe. Æsler er kendt for at være særlig udsatte for tilstanden p.g.a. deres helt specielle hovstruktur.

Symptomer :
Typisk viser Seedy Toe sig som mørke pletter i den hvide linie. Umiddelbart kan det ligne åbningen fra en hovbyld, dette er imidlertid smertefuldt, hvilket Seedy Toe ikke er. Ved beskæringen bør man altid skære disse mørke pletter væk, indtil man når ned til sund horn. Ved Seedy Toe kan man meget nemt med en hovrenser skrabe i disse mørke pletter, og der falder et ildelugtende gråligt pulver ud (pulveriseret væv fra den hvide linie). I begyndelsen er hulheden ikke særlig dyb, men ubehandlet vil agens (bakterier, svampe, gær) ødelægge mere og mere af vævet, og hulheden vil arbejde sig opefter, helt op til en ¾ cm. fra kronranden. Sand, jord og småsten kan kile sig fast og vil yderligere forværre tilstanden. Typisk sker dette fortil på hoven, men hele den hvide linie hele vejen rundt kan inficeres. Udefra kan man evt. se en udbulning på hoven det pågældende sted. Hvis hulheden er meget udtalt kan man evt. høre en hul lyd, når man banker på ydersiden af hoven.
Hos æsler ser man sjældent smerter ved dette selv om hele hoven er inficeret. Dette gør nok at mange æsler ikke bliver behandlet i tide. Kun sjældent udvikler seedy toe sig til en hovbyld.

Behandling :
I Danmark og udlandet er den bedste behandling fundet at være, at man bortskærer hele hornvæggen ud for det inficerede område, indtil man når friskt væv. Ved dette opnår man, at luft kommer til området, det er nemt at rengøre og efterfølgende beskæringer kan nemt udføres. Der vil heller ikke kunne kile sig sten og grus fast. Alt det grålige pulver fjernes. P.g.a. henfaldet af væggen er dette smertefrit. Der må ikke efterlades lommer med gråligt pulver, da dette vil få sygdommen til at fortsætte. Nogle gange er det kun en enkelt kort trekantet kile der skal fjernes, andre gange kan det være nødvendigt, at fjerne så godt som hele hovvæggen op til ¾ cm. til kronranden. Det anbefales at man ikke laver desinficerende fyldninger i huller, da evt. tilbagebleven infektion derved lukkes inde og fortsætter. En kort kile på ca. 1 cm. vil være ca. 6 – 8 uger om at vokse ned, og en total resektion kan være 6 – 8 mdr. om det. Ved de følgende hovbeskæringer sørger man for at bortskære evt. mere inficeret væv,så toppen af kilen hele tiden består af sund hornvæv.
I hovedparten af tilfældene vil sålen have en tendens til at blive fortykket, og p.g.a. den oprette stilling er den fuldt ud i stand til at bære æslets vægt uden beskyttelse i form af sko eller lignende.
NB ovenstående behandling kan ikke bruges til æsler med kronisk forfangenhed, da disse ikke har tilstrækkelig sål til at bære deres vægt.
Adskillige baktericide og fungicide midler har været forsøgt med mere eller mindre held. Problemet med disse er det tidskrævende arbejde hver dag (evt. flere gange dagligt) med vask og fodbade af alle dyrene. Samt et evt. miljøhensyn.

Som beskrevet i indledningen har man ikke fuld klarhed over årsagssammenhængene. Tilstanden kan forekomme hos de sundeste æsler og i de mest hygiejniske og rene omgivelser. Det man kan gøre som forebyggelse er at undgå forhold der fremmer seedy toe og fremme forhold der hæmmer tilstanden. Står man midt i en situation med seedy toe må man følge ovenstående behandlingsforslag og evt. supplere med tilskudsmidler der fremmer hornvæksten i hoven (Biotin o.l.)
Nogle steder har tilstanden næsten karakter af en epidemi, og man mener at en særlig aggressiv svamp kan være årsagen, men den er ikke endelig identificeret. Særlig hygiejniske forhold bør her iagtages, uden at gå til yderligheder, da sporerne vil befinde sig overalt alligevel. Det vil derfor ikke gøre nogen forskel, om man anvender seperate børster til hvert æsel, eller benytter handsker ved håndtering af et særligt angrebent individ.
Forskere i flere lande arbejder på at finde frem til årsagssammenhængene, men indtil videre ved man ikke så meget om seedy toe, og så må man behandle ud fra det man ved på nuværende tidspunkt.