Forskelle heste og æsler

Kromosomer :
Den mindste synlige men mest afgørende forskel er, at hest og æsler er to forskellige arter med hvert sit kromosomtal. Hest har 64, æslet har 62. En af naturens luner er, at de to arter kan parre sig med hinanden og få afkom. Afkommet får et kromosomtal på 63 og er sterilt, dvs. afkommet kan ikke selv få afkom (enkelte undtagelser menes at være bevist). Man benævner afkommet for et muldyr hvis hoppen er en hest og hingsten er et æsel, og et mulæsel hvis det er omvendt. I USA har de i flere hundrede år avlet muldyr og mulæsler. Selv for kendere derovre kan de ikke se på afkommet om det er et muldyr eller mulæsel. Der er dog adfærdsmæssige forskelle som højst sandsynlig skyldes prægningen i opvæksten. Et muldyr er født af en hest og opvokset i en hesteflok og dermed præget i den retning. Et mulæsel er født af et æsel og opvokset hos æsler og præget i den retning. Mærkeligt nok sker befrugtningen nemmere for at producere et muldyr end et mulæsel. Nu til dags, hvor man kan bruge kunstig befrugtning kan man jo udelukke hingstens lyster eller avasioner for hopper af den anden art. Derfor er der procent mæssigt langt færre mulæsler end muldyr.

Hoved :
Æslets hoved er meget større i forhold til kroppen end det er hos hesten. Proporationsmæssigt har æslet en meget stor pande i forhold til den lille mule. Hvis man skal købe sig et hovedtøj til æsler, kan man sagtens købe et beregnet til heste/ponyer, men man skal regne med at skulle udskifte pandebåndet til et der er mindst 2 – 3 numre større.

Ører :
Ørerne er selvfølgelig det mest karakteristiske for æslet.  De er utroligt meget større end hos hesten.

Pandelok og man :
Æslet har en kort strittende man, der aldrig bliver lang og bølgende ligesom hestens. Samtidig har æslet slet ingen pandelok.

Stemmen :
Æslet har en høj skryden og andre hvinende lyde, hesten vrinsker (kan også lyde højt). Muldyret har en lyd der ligger lidt imellem.

Halen :
Hesten har lange halehår der starter helt oppe ved haleroden. Æslet har en mere pjusket og kortere hale, hvor hårene først starter lidt længere nede.

Kastanjer :
Hesten har kastanjer på indersiden af alle 4 ben, hvorimod æslet kun har på forbenene.

Farver :
Farverne er et kapitel helt for sig, og efterhånden har man hos æslet avlet sig frem til næsten alle de farver man finder hos hesten. Rød findes dog ikke endnu. Karakteristisk for mange æsler er striben ned langs ryggen og tværstriben henover skuldrene ved mankepartiet – ikke alle æsler har dette (ikke hvide).

Hoven :
Æslet har en mindre hov i forhold til størrelsen af dyret end hesten. Hornet er hårdere, derfor er det sjældent nødvendigt at sko æslet. Tværtimod ved Danske forhold skal man beskære hovene hyppigere end hesten.

Pelsen :
Æslet har ikke et vandafvisende hårlag ligesom heste. Det hele består af låden underuld, der i kolde klimaområder kan blive særdeles langt hos nogle æsler. Æslet fælder betydeligt senere på året end hesten, derfor kan de i længere perioder se meget pjusket ud.

Temperatur :
Æslets kropstemperatur ligger tættere på menneskets end hestens. Æsel 36,2 – 37,8 o C. Hest 38,0 – 39,0 o C.

Drægtighedsperiode :
Hestens drægtighedslængde ligger rimelig fast på ca. 11 mdr. Æslets drægtighedslængde kan variere en del sædvanligvis mellem 12 – 13 mdr. (der er påvist levende, sunde føl født mellem 10½ – 14½ mdr. efter bedækning – The Donkey Sanctuary).

Divertikel i svælget :
Dette er en forskel der ikke er ret mange der ved om. For den almindelige æselejer har det ingen betydning overhovedet, men for den æselejer der skal have sit æsel behandlet for kolik (og for den behandlende dyrlæge) har det stor betydning. Ved kolikbehandling vil man mange gange vælge at give parafinolie i mavesækken via en næsesvælgsonde. For den rutinerede dyrlæge er dette en ganske simpel behandling. En halvstiv sonde føres via det ene næsebor mod svælget hvor man ganske forsigtigt via synkerefleksen får den ført ned i spiserøret og videre ned i mavesækken. Ved hjælp af en særlig pumpe vil man alt afhængig af dyrets størrelse pumpe mellem 1 – 6 l. parafinolie ned i maven. Hos æslet findes der lige ved overgangen til svælget en lille lomme (divertikel, omtrent på størrelse med sonden) der vender opad/ligeud. Når sonden skal følge svælget ned til spiserøret vil spidsen lave en bue i nedadgående retning. Det er ved dette sted divertiklen befinder sig, og spidsen af sonden vil mere naturligt glide ind i denne blindgyde end at den vil følge den nedadgående bue. Hesten mangler denne Divertikel. Ved manglende viden om denne divertikel kan man forårsage stor skade, med smerte og en del blødning (det kan nu bløde fra næseslimhinden også) hvis man med vold forsøger at presse sonden videre. Så proceduren ved næse-svælgsonde er en del vanskeligere hos et æsel, selv for en øvet dyrlæge. Reference The Defivitive Donkey side 275 og 278.

Bringe :
Æslet har ingen bringe af betydning. De muskler der udgør bringepartiet hos hesten er mindre udviklede hos æslet.

Fedtdepoter :
Æslet har steder på kroppen hvor fedtdepoter er mere tilbøjelige til at lejre sig i klumper. Nakkekammen, over krydset og lår og over ribbenene. Dette kan komme til at se meget abnormt ud ved ekstrem overvægt. Heste er mere tilbøjelig til en mere jævn fordeling over det hele – altså ikke i klumper.

Adfærd :
Hest og æsel har meget forskellig adfærd i forskellige situationer. Der kunne skrives hele bøger om dette emne (og det er der også) og vi som æselejer kender selv en masse om det og har lært at sætte pris på denne forskel (Nogle gange forbander vi det langt væk).